En sejr for min krop


I slutningen af september var jeg til Eddie og Bettinas sølvbryllup. Her kom jeg til at sidde ved siden af Bettinas søster, Judy, der er læge. Hun har især kendt mig for 21-16 år siden, hvor vi så hinanden tit. Derefter hun flyttede til Norge og derfor har vi ikke set hinanden i mange år. På et tidspunkt sagde til mig, at jeg var blevet meget bedre end sidst hun så mig – dvs. ca. 10-15 år siden. Jeg havde fået en meget bedre kropsholdning, en bedre balance og motorik – og så kunne man ikke se mig halte mere.

Hun havde bare bemærket det, men det fik mig til at flyve på lyserøde skyer.

For det er jo det jeg arbejder på. At blive bedre. Og hun fortalte mig at det lykkes mig.

Hun sagde også at det var tydeligt, når det nu var så lang tid siden, at hun sidst havde set mig. Ellers havde hun måske ikke bemærket det. Men nu ville man ikke kunne se, at jeg er syg, når jeg gik. Det kunne man dengang.

YES!

Interessant er det så, at nu betyder det ikke så meget mere for mig om folk kan se det. Istedet fortalte jeg hende om mig arbejde med sokkerne, som stadigvæk går fremad. Nu kan jeg korrigere 2-3 gange før det går galt og jeg har for første gang taget et par sko på -på denne måde. Det hun fortalte er en sejr for den øvelse, idet det har styrket min balance til at gå pænene. Men jeg fortalte også, at trapperne ikke så godt og hun sagde ”selvfølgelig – det er jo styrketræning”.

Lige netop den aften var jeg for første gang i mange, mange år i en lidt pænere sko med et par cm. Bred Hæl på. Dette var en udfordring for mig og jeg konsentrede mig meget om at gå. Så især denne aften burde kunne have været set – og det kunne det så slet ikke – Jubiiiiiii!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*