Min teori: Genmutation er en tilpasning til det eksisterende miljø

Kommentarer lukket til Min teori: Genmutation er en tilpasning til det eksisterende miljø

Jeg har snart læst 15 artikler om den sidst nye forskning indenfor min genmutation (september 2016).

Flere koblinger mellem de forskellige centro nucleære myopathier få mig til at tænke, at genfejl ikke er en “fejl”.

Istedet er de en reaktion på det miljø som kroppen befinder sig i.

I bund og grund tilpasser kroppen sig bare til de forandringer, som miljøet giver kroppen.

Dvs. genmutationer er ikke forsøg på at gå tilbage til det som var. Istedet er det et forsøg på at tilpasse kroppen til den konkrete situation.

Dvs. at genfejl er små tilpasninger, der reageer på kroppens tilstand med det mål at afhjælpe konsekvenserne af ændringer i miljøet – f.eks. gifte.

Det er ren evolution.

Eksempel på miljø og genmutation

I forhold til min egen sygdom er der rigtig mange “de novo” patienter. Dvs. patienter, som ikke har en forældre eller bedsteforældre som har sygdommen. Genmutationen er helt ny.

Genmutationen er dog mange til min, hvor jeg kan tilbagevise den til min mormor.  Der er også mange andre “de novo” patienter, som har samme genfejl indenfor Dynaminfamilien, som patienter med arvelige genmutationer.

Derfor må der være noget i miljøet, som får kroppen til at lave den samme genfejl.

I mit tilfælde tror jeg, at det er det stigende forbrug af salt (natrium). På de fleste hjemmesider kan man læse, hvorledes at saltforbruget er steget kolosalt i forhold til kaliumindtaget, hvilket sandsynligvis skyldes at det er lettere at drysse lidt salt på maden (natrium) end at spise grøntsager (kalium).

Salt blev fundet i vikingetiden/middelalderen, hvor det blev et fantastisk konserveringsmiddel, der i en tid uden køleskab gjorde det meget lettere at opbevare maden hen over vinteren.

Jeg har altid haft en fantastisk svaghed for salt, hvilket sandsynligvis er en nedarvet smag, fordi det er den type mad min mor og mormor lavede.

Men salt (natrium) blokerer for kalium i cellen. Og det er kalium som aktiverer calcium, der sætter gang i insulinfrigivelsen til cellen – for til sidst at blive til energi.

Hvis kroppen opfatter dette store saltforbrug som en naturlig del af miljøet vil den på et tidspunkt forsøge at tilpasse sig. Når vi spiser så meget salt henter vi heller ikke så meget insulin ind i cellen.

Dermed har kroppen ikke brug for at arginin, som aktiverer insulin. For kroppen bruger jo ikke insulin alligevel.

En fornuft vej er at fjerne arginin i proteinet dynamin2. Dette sker i flere af de centro nucleære sygdomme. I mit tilfælde sættes tryptophan ind i andre sættes noget andet ind.

Dermed har kroppen tilpasset sig det aktuelle miljø.

Det er ikke en gen-fejl. Det er en mutation, der hjælper min krop til at fungere i det aktuelle miljø. Andet er det ikke. Mutationen prøver ikke på at få min til at vende tilbage til før jeg spiste alt saltet. Den tilpasser sig bare, at jeg spiser en masse salt.

 



Husk: Jeg er ikke læge.

Jeg læser bare de artikler jeg finder relevante for at forstå min og andres sygdomme. Indholdet på denne blog er derfor alene min forståelse og holdning. Det betyder ikke, at en læge vil forstå det samme eller konkludere det samme ud fra artiklerne.

Det er derfor på eget ansvar, hvis du bruger indholdet på denne blog.