Blog Archives

Små mirakler


Jeg har i min færd mod helbredelse valgt at fokusere på de gode ting.

På det seneste har der været flere som er værd at nævne:

1. Hen over et par dage var det som om at min højre fod rettede sig ud og jeg gik meget pænere. Dette forsvandt igen, da jeg sætte mængden af muslingeolie ned fra to til en.

2. For 1,5 uge siden oplevede jeg til varmtvandstræningen en ekstraordinær kraft. Det var som om at jeg piskede på “fast forward” knappen. En fantastisk god følelse

3. Jeg har to gange oplevet at jeg kunne “sætte af” når jeg gik op ad vores små trappetrin. Det var megastort, da jeg slet ikke kender den følelse. Det var som om jeg blev kastet fremad og opad i afsættet. Desværre har jeg ikke oplevet det siden, men jeg jagter at prøve det igen.

4. Til varmvandstræning sidst trænede jeg virkeligt igennem og havde ondt bagefter. Men ikke så slemt som sædvanlig og jeg faldt slet ikke om af træthed om aftenen. Det var virkeligt en sejr.

Alt i alt mange små og gode tegn på, at det går fremad selvom dette desværre stadigvæk er undtagelser – men bestemt også små mirakler som bestemt er værd at fejre

Følelsen af at være kraftfuld


I min rejse mod at helbrede mig selv huskede jeg en dag en gammel historie.

Det var for ca. 20 år siden, mens jeg stadigvæk studerede. En meget nær ven sagde til mig efter jeg ved et uheld havde knækken en isterningebakke, at det var underligt. Jeg havde muskelsvind, men samtidigt var jeg i stand til at ødelægge de underligste ting.

Det kunne jeg ikke svare på dengang, men da jeg genkaldte mig historie kom jeg til at tænke på, at når jeg ødelægger disse ting tilfældigt, så er sker det, år jeg virkeligt kæmper. Jeg lægger simpelt al hvad jeg har af kræfter i – uden at forsøge at styre dem. Og så er det, at det at enten sker der ingenting eller også knækker det jeg forsøger at åbne.

Jeg kan let genkende den følelse i kroppen med virkeligt at prøve og give al kraft i mig. Det er en rar, men også anstrengt følelse.

Det der gik op for mig var, at min ven havde ret. Der er jo masser af kraft i mig. Jeg giver det bare ikke lov til at komme til udtryk bevidst. Underbevidstheden holder det nede. Derfor prøvede jeg til varmtvandstræning at finde den ovennævnte følelse frem igen.

Mens vi trænede i vandet tænkte jeg på, at der var masser af kraft i mig og jeg genkaldte mig følelsen. Det havde et fantastisk resultat. Jeg har aldrig arbejdet så hurtigt før eller blevet ved så længe. Det var fantastisk.

Jeg forventede naturligvis unormale smerter bagefter, men de kom ikke. Istedet fløj jeg euforisk af sted. Jeg var så glad bagefter. Jeg håber virkeligt, at andre får mulighed for at prøve, hvordan det er.

 

Hurra for mine fødder


Fødderne er din base
Din balance
Dem, der bærer dig fremad

Det er vigtigt at dine fødder har det godt. Endda så vigtigt, at der er skrevet bøger om det.

Mine fødder har ikke haft det så godt. Tæerne krymper og den ene fod har en let hulfod. Derudover kan jeg hverken gå på hæle eller tæer. Det koster naturligvis på balancen.

Derfor har jeg de sidste 1 års tid arbejdet med at samle og sprede tæerne. Jeg har øvet mig i at lave hælløft og i tåløft.

Da jeg ikke har kunnet se nogen effekt har jeg øvet mig under et tæppe eller dyne – for det mærkes som om, at mine muskler faktisk bevæger sig – men det kunne ikke ses.

Og lige pludselig en dag kunne jeg se, at jeg kunne sprede tæerne – juhuuuu
Og lige pludselig en dag kunne jeg lave et lille hælløft på gulvet. Juhuuuuu

Og så fik jeg blod på tanden. Jeg fortsatter træningen og udvidede det med at træne min forfod. Træningen skulle kunne få min tæer til at ligge mere glat ud på gulvet – istedet for at være trukket op på højre fod.

Det var en skøn følelse at tvinge tæerne ned på gulvet og mærke gulvet, mens jeg lavede øvelsen. Jeg elsker den øvelse og har lavet den så ofte det var muligt. Det med at have fuld kontakt med underlaget er bare så dejligt.

Og så – efter kun 1,5 måned – var det pludselig som om, at min fod rettede sig ud og trådte korrekt på gulvet. Det skæve skridt, hvor jeg kun trådte på ydersiden af foden var væk og jeg kunne pludselig træde korrekt frem.
Jubiiii

Jeg elskede det og gik hele dagen og mærkede min fod blive sat korrekt på gulvet. Fantastisk.

Men så begyndte mit knæ at give lyd fra sig og blive ømt. Da jeg har svoret at lytte til min krop i denne proces med at blive helbredt, gav jeg knæet hvile ved at stoppe mit folus på foden.

Istedet er mit næste mål at få trænet min knæer op. Det er kun få uger siden, at mit knæ knækkede sammen under mig på en løbetur, så nu er det deres tur til at få lidt fokus i træningen.

Jeg kan mærke at min ryg – som er skæv – retter sig efterhånden som mine fødder får det bedre. Gad vide om ikke den vil få det fantastisk af, at knæerne også fik det bedre?

Så planen for vinterens træning er:
– ridning for balancen
– varmvandtræning for vedligeholdelse af musklerne
– løb eller crossfitter, hvis der er overskud til det
Hjemme: fod- og tåtræning, styrkeøvelser for lænd/ryg, bagoverbøjinger/strækøvelser  samt knæøvelser

Hvorfor skrive om helbredelse?


I søndags løb jeg med familien. Desværre blev min knæer så trætte, at de knækkede sammen under mig og jeg kyssede asfalten. Det kostede at jeg ikke måtte svømme mandag fordi jeg havde åbne sår på venstre hånd og knæerne.

Stoppede jeg så der?
NEJ
– jeg var da ude at løbe igen tirsdag 🙂

Pointen er nemlig, at jeg øsnker at kunneløbe med min datterog mand. I det hele taget ønsker jeg at kunne løbe. Og hvis jeg ikke ivser in krop, at jeg mener det ved at gennemføre det i praksis. Hvordan skal den så tro på, at jeg virkeligt mener det

Derudover synes jeg, at det er rigtig rart at være ude i vinden og bevæge sig. Endnu et godt argument for at komme afsted – istedet for at blive hjemme ved computeren.

En del af processen med at skrive om, at jeg ønsker at helbrede mig selv fra en genetisk sygdom var, at hvis jeg ikke tør stå ved mig selv overfor andre, hvordan kan “jeg selv” så tro på, at det virkeligt er det jeg vil.

Jeg begyndte at skrive om min egen vej til helbredelse på denne blog for at vise mig selv, at jeg tør stå ved mig selv og mine overbevisninger. For at komme ud af buske og ikke gemme mig mere. For at vise ig selv, at jeg er stolt af at være mig og jeg er stolt af at turde tro og sætte min egen helbredelse som mit mål.

Tror jeg virkeligt på det, hvis det er noget jeg holder hemmeligt? Nej – vel!
Jeg tror virkeligt på, at det kan lade sig gøre. Og jeg har tænkt mig at gå hele vejen. Så hvorfor ikke stå ved det og råbe det højt, fordi det gør mig så glad, at der er håb. Det gør mig så glad at tro på at det også kan ske for mig og ikke kun for andre.

Idag gav Bruce Lipton mig endnu en grund til at skrive om min egen helbredelse. Han er ligesom jeg overbevist om at jeg kan helbrede mig selv og han gjorde opmærksom på hvor vigtigt det er at få noteret mit arbejde med underbevidstheden ned – for når jeg er helbredt, skal jeg til at bruge mine undervisererfaringer til lære andre, hvad det var jeg gjorde.

I hans øjne er arbejdet med underbevidstheden afgørende for, at man kan blive helbredt. Man kan læse nok så mange bøger om helbredelse, men hvis man ikke har underbevidstheden med vil det aldrig virke.

Det gik op for mig, hvor meget han har ret. Det er vigtigt at sprede viden om underbevidsthedens betydning  for helbredelse. Og allerede nu spreder jeg den viden på min blog, fordi Bruce Lipton er så grundig og velargumenteret i sine teorier. Jeg håber derfor, at du vil tage godt imod det 😉

En sejr for min krop


I slutningen af september var jeg til Eddie og Bettinas sølvbryllup. Her kom jeg til at sidde ved siden af Bettinas søster, Judy, der er læge. Hun har især kendt mig for 21-16 år siden, hvor vi så hinanden tit. Derefter hun flyttede til Norge og derfor har vi ikke set hinanden i mange år. På et tidspunkt sagde til mig, at jeg var blevet meget bedre end sidst hun så mig – dvs. ca. 10-15 år siden. Jeg havde fået en meget bedre kropsholdning, en bedre balance og motorik – og så kunne man ikke se mig halte mere.

Hun havde bare bemærket det, men det fik mig til at flyve på lyserøde skyer.

For det er jo det jeg arbejder på. At blive bedre. Og hun fortalte mig at det lykkes mig.

Hun sagde også at det var tydeligt, når det nu var så lang tid siden, at hun sidst havde set mig. Ellers havde hun måske ikke bemærket det. Men nu ville man ikke kunne se, at jeg er syg, når jeg gik. Det kunne man dengang.

YES!

Interessant er det så, at nu betyder det ikke så meget mere for mig om folk kan se det. Istedet fortalte jeg hende om mig arbejde med sokkerne, som stadigvæk går fremad. Nu kan jeg korrigere 2-3 gange før det går galt og jeg har for første gang taget et par sko på -på denne måde. Det hun fortalte er en sejr for den øvelse, idet det har styrket min balance til at gå pænene. Men jeg fortalte også, at trapperne ikke så godt og hun sagde ”selvfølgelig – det er jo styrketræning”.

Lige netop den aften var jeg for første gang i mange, mange år i en lidt pænere sko med et par cm. Bred Hæl på. Dette var en udfordring for mig og jeg konsentrede mig meget om at gå. Så især denne aften burde kunne have været set – og det kunne det så slet ikke – Jubiiiiiii!

Nå-ja


Jeg havde helt glemt, at jeg har et muteret gen og det påvirker min muskelkraft – i jagten på at være rask.

Det er gået så godt på sidste, at da jeg tog en kort løbetur op ad vejen med min datter her til middag skabte det irritation i hele kroppen, at jeg stadigvæk næsten ikke kan løbe. For over et år siden gik jeg fra slet ikke at kunne løbe til at kunne en lille smule pga. Vedvarende træning. Desværre stoppede en skade mig. Og nu et år efter mærker jeg stadigvæk tungheden  i kroppen og især den manglende kraft. Øv.

Men positivitet er en vigtig del af al helbredelse. Så jeg vil kigge på det gode, som er at jeg prøvede. Endda op ad bakke og jeg kunne løbe et kort stykke. Det er bedre end ingenting 🙂

Historisk udtalelse om fremgang :-)


Nu vil jeg gerne helbrede mig selv fra en genetisk muskelsygdom, med ikke så sjove udsigter
– i hvert fald i følge lægerne.

Jeg har arbejdet på min helbredelse de sidste to år, og derfor er den følgende udtalelse en sejr 🙂

“Lone er blevet stærkerer og har opnået en pænere gang i løbet af de sidste år. Smerteniveauet er stort set status quo”

Dette er min fysioterapeuts udtalelse til min læge.

Jeg blev simpelthen nødt til at fortælle hende, at det er en historisk udtalelse. Siden min sygdom blev konstateret som 8-årig, har beskrivelserne altid været om, hvad der var blevet værre. Hvor slemt jeg havde det og hvad jeg havde behov for af hjælp. Og så kommer denne “fremgangsudtalelse” for første gang i mit liv.
Det var helt fantastisk.

Det interessante er, at hun skriver, at det er i løbet af de sidste år at fremgangen er sket.
Det er jo lige netop den periode jeg har arbejdet med at blive helbredt.
Så dette er sikkert en af de mange små bække, som er ved at blive til en å og på et tidspunkt samles til til flod. Det går jeg i hvert fald efter 😉

Jeg måtte erklære, at jeg er fuldstændig enig. Og så forklarede min fysioterapeut, at det ikke var sikkert, at jeg havde fået flere muskler – men jeg var i hvert fald blevet bedre til at bruge dem jeg havde.
Og det var fremgang!

Og denne besked fik jeg lige efter jeg for første gang havde gået 1 KM på crossfitteren – noget jeg aldrig har gjort før.

Tag mine arme ned …

Sikken en dejlig dag, der får mig til at tro på, at dette sker faktisk i virkeligheden!
Det er ikke bare noget jeg logisk kan tænke mig til kan lade sig gøre.

Det sker !
Det sker virkeligt !

Hvorfor går du så hurtigt


Var min mands kommentar her til eftermiddag. Og det var en fantastisk besked at få – for jeg plejer altid at gå langsomt 🙂

Jeg blev dog nødt til at fortælle ham, at det var fordi jeg øvede mig i at lægge vægten lidt længere fremme på forfoden. Jeg fandt tricket i mandags ved et tilfælde og nu var jeg i gang med at teste om jeg skulle gå på denne måde istedet.

Og det ser ud til at virke! Det var i hvert fald så meget hurtigere at han bemærkede det 🙂

Jubiii…