Blog Archives

Arginin og mig


Jeg er nu blevet en måned klogere siden sidste indlæg.

Forhistorien om arginin og mig

Jeg har haft forsøgt at hæve mit indtag af arginin fra 4 gram om dagen til 6.
Dette skyldes min teori om gen-læsning, hvor mit resultat var, at jeg nok mangler arginin
Til dette har jeg haft forskellige udenlandske pulvere, da jeg var træt af at tage så mange piller.

Denne test gik ikke godt.
Det første produkt gav mig tarmproblemer og det andet gav mig maveproblemer.
Til slut fandt jeg ud af, at myndighederne anbefaler, at man ikke går over 5 gram om dagen.

Resultatet af forsøget var at jeg droppede alle vitaminerne, mineral og aminosyre tilskud
– for at give maven og tarmen ferie.

Konsekvens af situationen

Der var ingen tvivl om, at der kom ro på det hele.

Jeg fastholdt min mulitivitamin pille og så fandt jeg ud at, at jeg stadigvæk havde brug for de 2 magnesium citrat tabletter inden sovetid for at min krop bedre kunne restituere.

Min krop fik det fantastisk. Det var som om, at den fik fred og ro.

Jeg begyndte langsomt at blive mere træt, men jeg gav min sløsede holdning til min madplan skylden

Positive konsekvenser

Positivt var det også, at jeg fik meget glade tanker. Især har jeg holdt meget fast i, at

“uanset hvad der sker, så er det en gave til dig”

På et eller andet tidspunkt vil du se hvordan.

Hvorfor

I går fandt jeg så ud af, hvor for det er gået så godt.

Jeg har en genfejl, hvor trypthofan bygges ind i musklerne istedet for arginin.

Jeg har (inden jeg stoppede med pillerne) arbejdet med at tilføje arginin til kroppen, da jeg mener, at fejlen er opstået pga. mangel på arginin.

Dette burde have sat gang i mindst 8 nødvendige processer i kroppen, som jeg alle har brug for. F.eks. mere energi samt bedre udrensning og bygning af muskler.

Trypthophan

Jeg har dog skøjtet for hurtigt hen over tryptophan i processen, da den faktisk bruges til at bygge serotin i hjerne med. Dvs. vores lykkehormon.

Jeg har netop i “Tarme med charme” læst, at det er fruktose, der fager trypthophan og transporterer det til hjernen. Et andet sted har jeg tidligere læst, at mange forskellige kemikalier i kroppen kæmper om at komme til hjernen. Hvis der er for mange er det trypthophan, som taber. Denne situation kan man undgå ved at indtage kulhydrater.

Det lykkes

Det ser ud til, at denne del er lykkes mig.

  • Eftersom jeg har sløset med min madplan har jeg spist mere ris og pasta end normalt.
    Det har åbenbart gjort plads til at trypthophan transporteres til hjernen og laves til serotin.
  • Jeg har har ved at indtage arginin gjort det muligt for kroppen at bygge arginin ind i muskelcellerne istedet for trypthophan.
    Dermed har der været nok trypthophan i kroppen til, at det kunne transporteres i hjernen

Dvs. den ekstra glæde jeg har oplevet er et tegn på, at det lykkes mig

Fremadrettet

Konsekvensen er, at jeg nu vil:

  1. Tilføje arginin til min vitaminpillesamling igen
  2. Forsætte med at spise kulhydrater
  3. Forsætte med at spise fructose – via mine juicer, som nu indeholder mere frugt end normalt

Category: Udenfor kategori


Det er vist ikke nogen hemmelighed, at det gør ondt, når jeg sidder ned.

Det føle som om, at jeg sidder direkte på knoglen.

Jeg løser problemet med udspænding, træning og skiftende arbejdsstillinger.
Men jeg er aldrig kommet ind til kerne i problemet.

En Osteopat fortalte mig nemlig, at det er pudendus nerven, som er overaktiv.

Den er sikkert aktiveret en gang for længe siden, hvor jeg slog halebenet, men den bliver véd med at give lyd fra sig. Den har ikke opdaget, at den kunne slappe af.

Søgninger på google viste mig nogle meget fine billeder af, hvor den løber og det passer perfekt med min situation.

Det hjalp meget at finde ud af, hvad der er galt.

Nu kan jeg også sige til mig selv, at det er fint at den gør opmærksom på, at jeg sidder ned  – men det må gerne mærkes sådan. Det er ikke en smerte mere.

Følelsen bag min sygdom


På min færd mod helbredelse arbejder jeg ikke kun med det fysiske, men også med følelserne.
Mira Kelleys kapitel om helbredelse inspirerede mig til at genopfriske mine overvejelser over følelsernes betydning i min sygdom.

Ifølge Mira vil din krop fortæller dig noget, når du bliver syg. Det kan være fordi, at du ikke lytter til kroppens signaler, og den derfor bliver nødt til at gøre dig syg for at få opmærksomhed. Men det kan også være fordi, at der ligger en følelse bag, som du skal have tilgivet.

Beskeden i min sygdom

Mira Kelley lægger op til, at der i din sygdom er en besked til dig. Jeg ledte derfor efter en besked i min sygdom til mig selv – og dette gav bonus.

Tidligere har jeg arbejdet med, hvad det betyder at være syg, hvorfor jeg denne gang tog fat i min konkrete sygdom. Dvs. mine svage muskler. Hvilken følelse lå der mon bag dem?

Mira har defineret det at være stærk som at stå ved sig selv og ikke lade sig dominere af andre.

Derfor fulgte jeg denne definition, da jeg vurderede, hvilke følelser, der var forbundet med det at have svage muskler. Det blev til følgende:

“at være svag betyder, ikke at stå ved sig selv og lade sig dominere af andre”

Dette er ikke noget nyt i mit mentale arbejde.
Det nye for mig var, at jeg fik koblet følelsen sammen med mine svage muskler.

Mira skriver, at din krop afspejler din mentale tilstand. Dvs. mine svage muskler afspejler et svagt sind i min barndom, hvor jeg udviklede sygdommen. Dvs. det var der, at jeg begyndte at bruge det syge gen fra min mor – istedets for min fars, som havde gjort mig stærk.

Hvis jeg følger Louise Hays tanke om, at der er en følelse bag min sygdom jeg skal have tilgivet, så har jeg her fat i den lille Lone (op til 7 år), som har været flov over at have fulgt dominerende voksne (forældre og Læger) som alle sagde, at hun var syg uden at vide noget om det. Jeg skal tilgive mig selv for at have gjort som de sagde – dvs. at jeg har gjort mig selv syg fordi de ville have det. Jeg skal tilgive mig selv for barnets svaghed.

Dette er en meget let opgave, da et barn i den alder gør, som forældrene ønsker. Det er en del af det at være barn.

Det interessante er, at det er mig, som voksen, der skal tilgive mig selv for at være svag. Jeg skal favne den skygge det er at være svag.
Jeg skal acceptere at være svag.

Der er ingen som stiller krav om at jeg skal være stærk – ud over mig selv.
Men det er ikke et enten eller – det er både og.

Det er det som jeg skal tilgive  mig selv for. At jeg er sort/hvid – dvs. svag/stærk.
Pointen er, at jeg skal favne begge.
For ingen kan være enten det ene eller det andet.

Alle er både stærke og svage på én gang.
Og det skal jeg også lære at være.
Jeg skal slippe kontrollen på at være enten eller.
– og jeg skal tilgive mig selv for at være svag.

Det er helt i orden.